Penge i e-handel
Der er penge i e-handel. Rigtigt mange penge endda. Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) har lige udgivet deres halvårsrapport for 2018. Danskernes lyst til at handle på nettet har været konstant stigende, og igen i år forventer vi et rekordår. Antal handler der er lavet har også været konstant stigende, og der er flere og flere danskere der benytter nettet til at handle på. Hvis du kun har en fysisk butik, så er der særdeles gode grunde til at overveje om du ikke skal på nettet.
Fortsat vækst på e-handlen
Danskerne er vilde med at handle på internettet, og salgstallene stiger hvert eneste år ifølge en rapport fra erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening (Dansk Erhverv) . Der er ingen grund til at tro, at det er en tendens der vil aftage de næste par år, tværtimod. I hele den tid det har været muligt at handle online, så har der været en stigning i e-handlen. I 2011 var e-handlen på 54 milliarder og efter regnskabsåret 2017 var dette tal steget til 123 milliarder. Det vil sige, at på kun seks år har internethandlen steget med 69 milliarder, hvilket svarer til en stigning på hele 122,7%.
Dansk Erhverv estimerer, at danskerne vil forbruge 135 milliarder på webshops i 2018. I forhold til 2017 er det en stigning på 12 milliarder, eller knap 10%. Det er ikke kun forbruget i antallet af kroner der er steget i e-handlen.
Dertil kommer tiden hvor folk har kigget på andre webshops, folk der valgte ikke at købe osv. Dine kunder er altså både tålmodige og grundige, når de handler på nettet. Desuden er folk er villige til både at købe meget dyre ting på nettet, men også alverdens små nipsting fra Kina til 5 kr. For mange købere, specielt de unge, så er det ikke den store forskel på at købe på nettet eller i en fysisk butik. Spørgsmålet fra dem er snarere, hvorfor skal de gå ud i det danske vejr med regn, sne og blæst, når de kan handle hjemmefra i sofaen.
Smartphones bliver brugt mere og mere
Hvis du har en webshop, er det så vigtigt at den er optimeret både til computeren, tablets og smartphones? Svaret er et rungende ja. Specielt smartphonen bliver brugt mere og mere ved e-handel, og det er en tendens, der er stærkt stigende.
I 2017 blev mobilen anvendt i søgningen på webshops i 22% af alle tilfælde, og det tal er indtil videre på 27% i første halvår af 2018. Det er en stigning på fem procentpoint, eller næsten 23% på et enkelt år. Derfor vil vi anbefale dig at tage et kig på din nuværende hjemmeside på mobile-enheder, da udviklingen kun forventes at stige de kommende år. Optimering af din webshop til forskellige formater, desktop, tablet og mobil, er det vi kalder “responsivt design”. Du kan læse mere om responsivt design her.
Stigning i betalingerne med smartphones
Et andet interessant fund i rapporten fra FDIH er at flere og flere er villige til at foretage deres indkøb fra deres smartphone. I 2017 var det 14% af alle køb der blev afsluttet på smartphonen. I 2018 har tallet indtil videre steget til en femtedel af alle af danskernes handel på nettet.
Stigningen af betalinger på smartphonen er steget med hele 42,7% siden 2017. Ikke nok med at man kan afslutte sine køb på nettet på smartphonen med fx Dankort, Visa og Mastercard, så har kunden også mulighed for at betale med en mobile betalingsløsning, fx MobilePay. Vi i Danmark er i den absolutte verdenselite hvad angår mobile betalingsløsninger, så betaling med mobile betalingsløsninger er yderst interessant set med danske øjne. MobilePay og andre mobilbetalinger blev anvendt ved hele 9% af alle køb på internettet i første halvår af 2018. Betaling på nettet med mobilbetaling var i 2016 på 3%, i 2017 steg det til 5%.
Hvis dine kunder ikke kan betale med MobilePay eller lignende endnu, så er det et område, du sandsynligvis kan lave nogle hurtige konverteringer ved. Betaling over nettet skal bare være let, bekvemt og hurtigt. Med MobilePay skal dine kunde ikke fifle rundt med pin-koder og kontrolnummer, og de har alligevel altid smartphonen på sig. Alle er glade for MobilePay, og det er specielt gældende for den yngre generation. Tilliden til mobile betalingsløsninger er dog stigende i alle aldersgrupper.
Skal din butik også gå online?
Mange fysiske butikker er i tvivl om det kan betale sig at gå online. Først og fremmest kan man spørge om, hvorfor en fysisk butik overhovedet skal gå online? Hvad er fordelene ved at være online, og hvilken udvikling er der på online markedet? Det online salg er konstant stigende og Dansk Erhverv forventer, at online handlen vil lande på 198 milliarder i 2022. De unge mellem 18-29 år elsker at handle online, og 95% af dem har e-handlet i 2017. Noget andet der er begyndt at komme fokus på, er at online og offline butikker i højere og højere grad smelter sammen og understøtter hinanden. Din online butik er ofte et salgsvindue for din fysiske butik og vica versa.
I både 2016 og 2017 har e-handlende brugt både den fysiske og den online butik før de lavede det endelige køb. I ovenstående graf er det også tydeligt, at det online “butiksvindue” bliver brugt mere end det fysiske. Forbrugerne anser ikke fysiske og online butikker som modsætninger, men har tværtimod en forventning om, at begge salgskanaler bliver anvendt. For de mere hardcore firmaer, så begynder begreber som “omnichannel butikker” og “omnichannel marketing” at blive interessant, men det er en helt anden historie. Uanset hvad, så er der mange gode grunde til at få din butik på nettet.
Hvilke aldersgrupper handler på nettet?
Vi i Danmark er rigtigt flittige til at anvende nettet når vi handler. Ifølge Dansk Erhverv så er vi det tredje mest e-handlende land i EU i 2017. Briterne indtager førstepladsen og vores svenske naboer er nummer to. Ikke overraskende er det specielt de unge som er storhandlende på nettet, men faktisk er alle generationer med. Ifølge analysen fra Dansk Erhverv, så har 83 pct. af alle danskere over 18 år købt varer eller services på nettet i 2017.
Fra 2016 til 2017 er andelen af unge (18-29) steget fra 90% til 95%. Det er stigning på fem procentpoint, og hvis tendensen fortsætter i 2018, så vil alle 18-29-årige bruge nettet til at handle på. Ifølge grafen så er alle med på onlinebølgen og der er tilmed en svag stigning over alle aldersgrupper. De +60 årige er ikke overraskende den aldersgruppe, der er lavest repræsenteret, men hele 70% af dem har handlet på nettet inden for de sidste seks måneder. Andelen af folk der handler online i 2018 forventes at stige over alle aldersgrupper. Specielt de unge er ekstra værd at holde øje med. Rigtigt mange i aldersgruppen 18-29 år er vokset op med IT. De er vant til at bruge IT, smartphones, og de er fortroligt med nettet og e-handel. En del af dette segment er stadig under uddannelse eller endnu ikke på arbejdsmarkedet. Når de først kommer på arbejdsmarkedet, så vil de med stor sandsynligvis blive købestærke kunder på e-handlen.
Hvordan ser fremtiden ud for danske webshops?
Overordnet set er der grund til optimisme for danske ejere af webshops, men der er også en række punkter som er bekymrende. Der sker utroligt meget på flere områder som har indflydelse på den danske e-handel. Først og fremmest så har e-handel i Danmark været i konstant stigning i mange år, og FDIH forventer at denne vækst vil fortsætte. Forbruget i år 2022 forventes at være på hele 198 milliarder. En anden grund til optimisme er, at flere og flere folk er begyndt at e-handle. Denne stigning i nye forbrugere finder vi inden for alle generationer, dvs. alle fra 18 til 60+ år. Specielt er der stor optimisme når det gælder de digitalt indfødte 18-29 årige. Af folk der e-handler i det segment, forventes andelen at stige til 100%. De bliver i øvrigt mere og mere købestærke, så der er mange penge at hente i den befolkningsgruppe.
I fremtidens webshops så vil smartphonen være langt mere vigtig end den er i dag. Allerede i dag bør alle webshops have responsivt design, og du bør tænke at din webshop i højere grad bør være designet til brug på smartphones end på desktop. Betaling med mobile betalingsløsninger er også stærkt stigende, og dine kunder vil forvente at de kan bruge disse betalingsformer i stedet for blot Visa, Dankort osv.
En lidt paradoksal tendens der er startet inden for detailhandlen, er at større online virksomheder som fx Amazon er begyndt at gå offline. En lang række af fysiske butikker kan opnå fordele ved at gå online, med det modsatte kan også være gældende. Butikker både i dag og i fremtiden bør stoppe med at tænke deres forretning enten skal være online eller offline. Fremtidige butikker er både offline og online. I morgensdagens butik er der en sammenhæng mellem det fysiske og virtuelle butiksvindue. Koncepter som omnichannel butik og omnichannel marketing, er noget danske webshops bør overveje hvis de vil overleve på et fremtidigt markedet.
Desværre for Danmark og de danske webshop-ejere, retter store internationale e-handelsvirksomheder for alvor fokus på det danske B2C-marked. Den danske e-grænsehandel stiger, og denne stigning forventes at fortsætte. Nedenstående graf viser de tyve mest anvendte webshops i Danmark i første halvdel af 2018.
På listen er der mange udenlandske webshops, og fire ud af de fem mest sælgende webshops er udenlandske. En højdespringer i 2018 var kinesiske Wish.com og i FDIHs halvårs-rapport fra 2018 er de oppe på en tredjeplads på blot to år. Konkurrenceforvridende internationale postregler gør, at kinesiske webshops næsten gratis kan sende pakker til Danmark, mens at det er dyrt for danske webshops at sende internt i Danmark.
En anden gigantisk spiller på e-handelsmarkedet er Amazon, der lige nu lader op til at åbne deres første lokationer i danmark. Ifølge en artikel fra RetailNews, så vurderes det at Amazon kommer til Danmark i 2019. Det skal dog siges, at selv uden at have en afdeling i Danmark, så er Amazon allerede nu den fjerde mest sælgende webshop i Danmark med salg gennem Tyskland og England. Derfor forventes det, at Amazons indtog på det danske marked for alvor kan komme til at presse den danske e-handel.
Vi har i Danmark generelt været dårlige til at sælge i udlandet, når det gælder på e-handlen. Der er et par områder hvor vi er udfordret på i Danmark. Med 25% har vi den højeste procentsats på Moms i EU. Et andet problem vi har, er at vi har EUs dyreste priser på fragt. At send en pakke fra Danmark til Tyskland koster væsentligt mere end den anden vej rundt. En mangel på fokus på det udenlandske markedet, skaber også begrænsninger for vores eksport.
Presset fra de kinesiske webshops kommer til at aftage, men det sker ikke før år 2021. Det er dog allerede et lyspunkt på den kinesiske front. Aliexpress.com (Alibaba) har droppet Danmark og Vesteuropa, sandsynligvis som følge af, at Sverige har indført moms og gebyrer på pakker fra Kina. Wish.com vil sikkert fortsætte sin voldsomme vækst, i hvert fald indtil den kinesiske fragtaftale udløber i 2021.